Ankommet til Filippinerne

Onsdag d. 26 drog jeg hjemme fra Karlby mod Københavns Lufthavn. I lufthavnen gik jeg ombord på et fly mod Bangkok. Vi gjorde klar til afgang og kørte ud på startbanen. Jeg formodede at vi holdt i kø, det gjorde vi måske også i starten. Men på et tidspunkt vender vi om og kører tilbage i gaten. Her får vi at vide at der er et technical issue. Ja ja fint nok, det er hurtigt fikset tænker jeg. Det var det så bestemt ikke. Der går i hvert fald en god time hvor vi sidder i uvidenhed, og forventer vi er klar til afgang any minute. Da får vi så af vide noget med 2 timer, og der sker også et eller andet om 20 minutter. Det var næsten umuligt at forstå hvad kaptajnen sagde, da han havde en svær accent, snakkede utydeligt og lavt plus der var meget larm. Det var lidt ligesom de der TikTok videoer hvor folk joker med at kaptajnen snakker med mikrofonen i munden. Nå, men efter de 20 minutter skulle vi simpelthen af boarde. Altså vi skulle alle stige ud af flyet og medbringe alt vores håndbagage. På dette tidspunkt var løbet allerede kørt for at nå mit connecting flight i Bangkok. Jeg skulle nemlig kun have haft 1 time og 25 minutter i Bangkok. Vi fik dog en madbillet med 100 kr vi kunne bruge i en række restauranter i lufthavnen. Problemet var bare at vi jo var gået gennem paskontrollen, og på den side er der meget få butikker. Altså var det eneste spisested vi kunne bruge vores madbillet, en stakkels 7 eleven. Lad mig sige det pænt, der var meget lang kø. Efter et stykke tid får vi så lov at boarde igen. Godt og vel 4 timer forsinket. Det vil sige at da jeg ankom til Bangkok 10,5 timer senere var mit næste fly stort set allerede i Manila. Heldigvis stod personalet klar til at hjælpe da vi kom ud af flyet. Jeg fik en ny afgang til Manila, dog med et andet firma. Jeg havde nu omkring 3 timer i lufthavnen. Heldigvis fik vi her også en madbillet på 400 thailandske Bath. Omkring 18:15 lander jeg i Manila, hvor jeg skulle have været kl. 11:55. Ikke nok med det landede jeg i en helt anden terminal. Og i Manila er terminalerne spredt ud over hele byen, og der kan nemt være lang transporttid mellem dem. Så den stakkels chauffør jeg havde bestilt, holdt og ventede på mig i en forkert terminal mens jeg stadig var i Bangkok. Jeg endte med at måtte bestille en ny, som nu var blevet dyrere, og jeg kunne ikke få mine penge tilbage. Dog skulle det være muligt at søge kompensation for det forsinkede fly.

Jeg ankom til mit lufthavnshotel, og kunne endelig slappe af. Jeg havde fået bestilt mig næsten en hel lejlighed. Damen i receptionen kiggede også mærkeligt på mig og spurgte om hvor min companion var. Sådan en har jeg ikke, jeg er bare mig selv. Det bliver man hurtigt vandt til at blive spurgt om. De lokale syntes det er lidt skørt at sådan en ung pige rejser helt alene. Det var nu meget lækkert med sådan et stort værelse, der var nemlig en vaskemaskine. Så jeg nåede da lige at få vasket alt mit beskidte rejsetøj. Genialt.

McDonalds lå ved siden af mit hotel i stort set samme bygning. Så der gik jeg ind for at få aftensmad. Jeg havde nemlig fået strenge ordrer hjemmefra om ikke at forlade hotellet i Manila. Man hører nemlig mange skrammehistorier fra Manila og den store lufthavn. Men pjat med dem der var ingen problemer. På Maccen fik jeg spaghetti, jeps det kan man nemlig her. Det smagte overraskende godt, altså det var faktisk ret lækkert.

Næste morgen var det tidligt op og få pakket tingene sammen igen. Lidt Oreo fra Bali til morgenmad. Mums. Eller… Jeg fik tjekket ud og spurgte om de kunne skaffe mig en driver til lufthavnen. Det kunne de sagtens og det kostede hvad der svarer til 12,5 dkk. Det var godt nok også en meget kort køretur, men det var alligevel noget billigere og nemmere end jeg lige havde regnet med. I lufthavnen skulle jeg med et indenrigsfly til Legazpi længere sydpå. Der stod turen skulle tage 1 time og 15 minutter. Men da vi kommer ombord får vi at vide at turen kun tager 40 minutter. Yes, tænker jeg, så ankommer jeg før tid. Men som det jo er holder vi i kø på startbanen, og ankommer senere end planlagt. Men sådan er det jo. Lev med det du er i Asien. I lufthavnen bestiller jeg en Grab til mit overnatningssted, selvom der var mange ivrige taxichauffører der meget gerne ville køre mig. Fra receptionen bliver jeg kørt med en tricycle (en tuktuk lignende ting) hen til deres anden bygning hvor jeg skal overnatte 2 nætter. Damen der kørte mig kunne oprigtigt ikke løfte min store taske ud af tricyclen, her kunne jeg ikke hjælpe da hun havde formået at læsse den nærmest ind over mig. Hun får en af de andre til at hjælpe, og han bærer den så op til mit værelse. Jeg var klar over at det nok ikke ville være de bedste forhold, da jeg havde givet 200 kr. for mine to overnatninger. Dog blev jeg alligevel lidt overrasket da jeg fik mit værelse. Det var LILLE. Jeg tænkte at jeg hellere måtte blokere døren med min store taske, når jeg skulle sove, for den dør ville selv jeg kunne slå ind. Netop som jeg var ved at finde mig til rette og var i gang med at fotografe værelset for at vise min mor det, banker det på døren. "Sister, sister give you new room this so small". Øhm okay tænker jeg og følger med, da der er en anden der kommer og tager min taske. Så fik jeg altså lige et noget større og pænere værelse. Det siger man da bestemt ikke nej til, det ville da være dumt.

Efter ankomsten gik jeg til immigrationskontoret for at få forlænget mit visa, så jeg ikke ville blive nødt til at gøre brug af den billet jeg havde bestilt til Hong Kong, for at kunne bevise at jeg ville forlade landet inden for de 30 dage et automatisk turistvisum gælder. Han kiggede godt nok lidt undrende på mig da jeg gav ham anmodningen om forlængelse, da jeg havde opgivet at "date of arrival" var dagen før. Så jeg måtte jo forklare ham at jeg altså ønskede at blive i Filippinerne helt til d. 21. april, så jeg havde altså brug for et 2 måneders visa. Med Vennepunkt skal vi nemlig bo på en meget lille ø, hvor der ikke er adgang til et immigrationskontor, og jeg kommer først tilbage til Legazpi d. 28. marts, dagen efter mit turistvisum udløber. Jeg betalte lidt ekstra for at få det lavet hurtigt (det blev 390 dkk i alt). Dog kunne man KUN betale med kontanter, så jeg måtte efterlade mit pas på kontoret mens jeg løb ud for at hæve nogle kontanter. Det gik heldigvis nemt, og jeg modtog både pas og visa gældende til d. 27. april, da jeg kom tilbage.

I dag lørdag sidder jeg i skrivende stund på en lille hyggelig cafe (Assemblr Cafe, fundet ved hjælp af Tiktok). Jeg har nemlig en smule travlt med at færdiggøre teorien til dykkercertifikat. Det skal nemlig være færdig ved campens start, som er i morgen tidlig kl. 07:30 hvor jeg skal stå klar til afhentning ved byens shopping center. "Heldigvis" regner det udenfor, så det er ikke så slemt at skulle sidde og studere ved computeren. Det anses nemlig som en uddannelse, og er også anerkendt som dette flere steder i udenlandet. Så jeg må nok hellere komme tilbage til arbejdet.