En Neurodivergents Værste Mareridt

Fredag d. 17. ankom vi til hyperbyen Chongqing. Der er omkring 32 millioner indbyggere i byen, så en af verdens absolut største byer målt på indbyggertal. Muligvis også en af de mest forvirrende og kaotiske byer. Det var i hvert fald ikke nemt at finde vores hotel. Vi måtte spørge op til flere personer på gaden om hjælp, hvilket altid er en udfordring siden de ikke kan engelsk og vi ikke kan kinesisk. Da vi så endelig får vores værelse er låsen i stykker så døren lukkes med en hængelås (vel og mærke udefra, så vi kunne knap lukke den indefra). Vi når kun lige at sætte os til rette før vi opdager kakerlakker på badeværelset. Internettet virkede heller ikke. Nå, vi fik skaffet os et nyt værelse. Låsen virkede. Der var stadig kakerlakker, bare meget små (så det går nok). Internettet virkede stadig ikke. Men bevares vi havde betalt omkring 37 kr pr nat. Og resten var nogenlunde fint nok. I Filippinerne boede vi i meget være for flere penge. Så det går nok. Lørdag startede vi med at lede efter et laundry sted, det kunne vi ikke finde. Det regnede (igen). Senere tog vi ud for at se på Ciqikou Ancient Town. Den var fin nok, vi var dog enige om at den havde været noget bedre hvis ikke den var fuld af turister med paraplyer, samt butiksansatte der råber om kap for at fange opmærksomheden på de mange turister. Jeg ved ikke hvad der er med deres råben og larmen, men de gør det over det hele, allerhelst i mikrofon eller megafon. Gadesælgerne er også vilde med at stikke paraplyer helt op i ansigtet på os som om vi ikke allerede går rundt med en paraply.

Lørdag aften var vi på en mission for at finde det store flotte droneshow. Vi ankom på slaget 20:30 hvor det skulle begynde, men intet skete. Til sidst måtte vi spørge ChatGPT om hjælp. Den kunne, til vores store skuffelse, fortælle os at drone showet var annulleret grundet vejret, øv øv stor skuffelse. Så tog vi bare turen gennem den hektiske og larmende by tilbage igen, no problemo (eller..).

Søndag tog vi med metroen ud for at kigge på metroen køre ind i en bygning. Dette var åbenbart en meget stor attraktion, gaden var i hvert fald fuld af larmende mennesker, og alverdens sælgere der gerne ville sælge mig flyvende dimser eller tage billeder af mig (nej tak… skrid tak). Vi tog videre derfra for at kigge på noget andet kendt, nemlig præcis hvor forvirrende byen er. Vi gik op af metroen, så var vi på Ground level. Vi går op af nogle trapper, nok cirka svarende til en etage. Vi kommer op til en stor åben plads, vi går over på den anden side af pladsen. Nu er der pludselig over 20 etager ned, giver ingen mening.

Til sidst på dagen tog vi ud til Hongyadong, og dette må siges at være et rent mareridt for min neurodivergente hjerne. Der var så mange mennesker at man gik i kø på gaden (vel og mærke har kineserne ingen kø kultur, det er først til mølle, hvem kan skubbe mest style). På begge sider af gaden var der butikker som desperat prøvede at få vores opmærksomhed ved at larme mest muligt (hvis jeg hører en kineser mere skrige i en megafon for jeg et sammenbrud) (tænk: Jeg kan en sang der kan drive dig til vanvid… på kinesisk gange mange) . Kineserne er også vilde med at gøre alt i guidede grupper som føres an af en guide med et flag og en mikrofon (ingen respekt for de andre turister). Mikkel har derfor fået et inderligt had til flagene (på samme måde som mit had til megafoner), flagene er hele tiden i vejen for hans billeder:-)) Da vi havde kæmpet os igennem gaden, ville vi gå over på en bro for at tage et billede. Men, det var nok endnu mere kaos. Folk stod i kø hele vejen hen af broen for at få et billede. Men vi overlevede og mandag tog vi hen til verdens største togstation (5 gange større end 2. Pladsen New York) hvorfra vi nappede et tog til Zhangjiajie. Her fik vi os lidt af et chok det var nemlig ægte, jeg er i bjergene, pisse koldt.

Ugens bog:

Mikkel og jeg brugte fredag aften på at færdig læse The Bullet That Missed: A Thursday Murder Club Mystery (bog nr. 3). Måske den hidtil bedste. Den var ret vild. Ingen af os gættede hvem morderen var (som sædvanlig). Til gengæld holdte min teori om drabsofferet, SPOILER ALERT (hun var nemlig slet ikke død)