Et Eventyr Uden Lige
Den 25. april ankom jeg atter til Københavns Lufthavn efter 2 måneders eventyr, primært i Filippinerne. Jeg har haft så travlt med at udforske landet, at jeg har glemt alt om at opdatere rejsebloggen. Alt, jeg kan sige, er, at det har været et eventyr uden lige.
Om aftenen d. 27. februar mødtes jeg med søde Filippa og Signe for at spise aftensmad i SM City, inden camp start morgenen efter. Efter middagen skyndte jeg mig hjem. Jeg havde lige en dykkerteoriprøve, der skulle bestås. Dog måtte jeg tage den 2 gange, da resultatet ikke gik igennem første gang, grundet den ustabile internetforbindelse, der generelt er i hele Filippinerne. Om morgenen d. 28. mødtes vi foran SM City og kørte mod havnen. Her mødte vi de resterende deltagere samt Signe og Jepe, to af arrangørerne. Ved havnen hopper vi på en banka og sejler mod Ticao, hvor vi tilbragte den næste måneds tid. På Ticao står staffet samt Pernille og Andre (og self Jay, deres filippinske bådmand) klar til at tage imod os.
Den næste måned bruger vi på at skabe uforglemmelige minder. Vi udvikler os alle sammen på så mange måder, at det er svært at beskrive, medmindre man selv har været en del af det. Vennepunkt var en fantastisk oplevelse, jeg sent vil glemme. Men det var også en hård oplevelse, fordi vi gravede dybt i mange svære ting. Campen faldt også sammen med halvårsdagen for min fars død samt hans fødselsdag – det var bestemt ikke nemt. De andre var heldigvis mega søde og hjælpsomme. På Vennepunkt var der en filosofi om, at alt i princippet var frivilligt. Det vil sige, at jeg nemt kunne trække mig, når det blev lidt for meget.
Allerede fra første dag bliver vi udfordret. Vi arbejdede meget med "TRUST" (tillid), og den første aften, efter at mørket var faldet på, fik vi bind for øjnene og blev ført rundt. Vi sluttede af med at skulle sætte os ned, hvorefter højtaleren begyndte at afspille personlige hilsner, de havde skaffet fra vores familier derhjemme. Det var utroligt rørende. Vi blev alle meget overraskede – det var bestemt ikke noget, vi lige havde regnet med. På aften nummer to holder vi delingsrunde. Vi sad i en rundkreds i mørket, i vores dejlige fællesrum. Da man mærkede, at det var ens tur, delte man, hvad man havde på hjertet. Vi skabte et utroligt smukt og trygt rum, hvor alle kunne dele, hvad de gik og kæmpede med. Der var plads til os alle.
Under Campen havde vi 10 forskellige workshops, bl.a. Dit & Mit, Nærvær & Drømme, Byg Bro – Vaner, At Vende Hjem, Jay's Translation School, Giv Tilbage (Projektledelse), Intuition, Mind The Gap. Vi lærte alt fra, hvordan man siger "godmorgen" på tagalog, til hvad IKIGAI egentlig er. Vi lærte at lytte til vores intuition, at mærke efter: Hvad har jeg egentlig brug for? Som en del af de forskellige workshops brugte vi også en del tid i den lokale landsby og skole. Børnene blev altid ellevilde, når vi kom på besøg. Første gang vi var der, legede vi lærere for en dag. Vi prøvede os frem med de få ord, vi havde lært på tagalog. De forsøgte at lære os et par ord på deres lokale sprog, mens vi lærte dem et par ord på dansk.
I den sidste workshop, vi havde, arbejdede vi med at give tilbage til de lokale, som havde taget så godt imod os. Jeg meldte mig på et projekt, hvor vi lavede mad til alle børnene. Vi lavede en lokal nudelret til over 100 børn, hvorefter vi legede en masse sjove lege med dem. Et af de andre projekter donerede en masse ting til skolen. Bl.a. gav vi tandbørster og tandpasta til alle eleverne.
Dette er kun et lille bitte udpluk af alt det, vi foretog os på Camp Vennepunkt. Jeg har slet ikke nævnt vores yogastunder, fælles middage, udflugter, overnatning på Cleo, morgentræninger, ildfluer, badning, snorkling, paddleboard, kreaværksted, silent retreat, lange snakke, sjove lokale desserter og DYKNING!